Koncert med The Happy River Band torsdag d. 27. april i Bjerregrav kirke

Kom til koncert i Bjerregrav Kirke torsdag d. 27. april kl. 19.30.

Trioen The Happy River Band består af SHANE DONNELLY – Sang – Guitar- Bodhrán, LOUISE RING VANGSGAARD – Violin – Sang, og MADS KNUDE HOVGAARD – Guitar – Banjo – Mandolin, og er en smeltedigel af folkemusik når det er bedst.

Shane Donnelly har fået den irske folkemusik ind med modermælken. Han er halvdelen af den populære duo “Jane og Shane”, som har turneret Danmark rundt i de sidste 15 år. Det har ført til samarbejder med bla. Niels Hausgaard, DR Underholdningsorkester, John Sheahan (Dubliners) og mange flere. Shane’s musikalske univers spænder bredt, og bringer publikum vidt omkring indenfor folkemusiktraditionen. Hans kærlighed til musikken fornægter sig ikke, og han brænder altid igennem på en scene.

Louise Ring Vangsgaard har bevæget sig i den irske musik siden sine unge dage. Hun har bl.a. spillet i de succesfulde bands “Moving Cloud” og “Tradish” foruden i utallige andre bands inden for folkemusikken – herunder det kontemporære folkband “Instinkt”. Desuden spiller Louise i kirkeensemblet “Prisme” og har netop medvirket i forestillingen “Ein bisschen Frieden” på Aalborg Teater.

Mads Knude har baggrund i den amerikanske folkemusik. Han spiller i det kontemporære countryband “Rio Grande” og i det legendariske danske “Dana Bluegrass Band”. Han har altid haft en kærlighed for den irske musiktradition og har spillet i flere irske folkbands, som er vokset ud af det levende sessionmiljø i Aarhus.
Sammen spiller The Happy River Band dynamisk, legende og stemningsfuldt. Aftenen byder på såvel smukke som livlige melodier og sange fra det irske univers samt få afstikkere til de mere hjemlige himmelstrøg.

Læs mere om bandet på deres hjemmeside.

Der er lukket for kommentarer.