Tirilil vil denne aften skabe en intim koncert i spændingsfeltet mellem gamle salmer i nye arrangementer, nordisk folketone og perler fra barokken.
Det bliver en musikalsk vandring i fortidens tonesprog. Vi kommer indenfor kirkens mure, med middelalderens klostersang og de smukke gamle salmer. Vi kommer forbi barokhoffets festlige sammenkomster og ud i bakkerne hvor folkesangen kalder dyrene hjem fra marken og indbyder til aftenstemning.
Tirilil blev dannet i januar 2014 og består af tre sangere og en organist, alle uddannede ved Det Jyske Musikkonservatorium, Århus.
Tirilil afholder primært koncerter i kirker men medvirker også gerne efter aftale ved private arrangementer, arrangementer i foreninger, på institutioner mv. Gruppen fungerer også som a cappella gruppe og man er således velkommen til at kontakte os ved særlige ønsker. Udover koncerter i kirker har vi bl.a. sunget til juletræstænding, julesang på hospice og ved private arrangementer.
Tirilils kernerepertoire er musik fra renæssancen, barokken samt både nyere og ældre musik fra de nordiske lande. Fælles for de fire musikere er en kærlighed til det musikalske møde, samt en passion for at formidle musikken på en personlig og vedkommende måde. En koncert med TiRILIL vil således klinge af nordisk folketone, gamle salmer i nye arrangementer samt satser fra den rige kirkemusikalske tradition. Der vil være a cappella satser, akkompagnerede satser og en del af musikken vil være arrangeret af musikerne selv. Med andre ord, musik hvor den rene og lyse nordiske klang blander sig med den lige så nordiske tyngde og varme. Hvor nærvær og intensitet er nøgleord og hvor musikere og publikum er fælles om at opleve og erfare musikken.
Ensemblet består af sangerne Katrine Broch Møller, Susanne Cecilie Nielsen, Nadja Marie Schmedes Enevoldsen og organist Louise Harring Boll.
Se mere på www.tirilil.dk/