Grundlovsdag – onsdag den 5. juni kl. 14:00 – inviterer menighedsrådene i Hersom, Vester Bjerregrav og Klejtrup sogne til grundlovsfest i Hersom Præstegårdshave.
Traditionen tro begynder vi festen med en friluftsgudstjeneste. Salmesangen akkompagneres af havens mange fugle og trompetist Sofie Brems Sørensen.
Efter gudstjenesten kan man glæde sig til at høre årets grundlovstaler, Gunnar Korsbæk, der er udnævnt til ridder af Dannebrog for sit årelange virke i politik og foreningsliv på egnen – bl.a. som borgmester i Møldrup Kommune fra 1990 til 2007.
Årets koncert er et professionelt Elvis-show. Jens Elvis tager os med på en rejse i tid og rum. Han synger Elvis Presleys Are You Lonesome Tonight?, Return to Sender og mange andre skønne Elvis-klassikere. Tag din nabo under armen og mød glad op.
Entré koster kun 20 kroner. Der er telt i haven, så man kan sidde i skygge for stærk sol eller eventuelle regndråber. Medbring gerne skovturskurv – øl og vand kan købes i haven. Menighedsrådene byder hjertelig velkommen i det grønne.