Snart er det jul – og tid for Gud & Guf

fgufTirsdag den 16. december kl. 17:00 fejrer vi Gud & Guf i Vester Bjerregrav Kirke. Årets minikonfirmander forestår dagens prædiken, og vi synger de gode gamle salmer. Kom glad og gerne og nyd en stund i din kirke. De små prædikanter er rigtig gode.

Bagefter går vi i Bjerregrav Ældrecenter og spiser aftensmad. Tag dem du kender ved hånden, arrangementet er gratis for alle.

Stillingsopslag: Organist søges

En stilling som organist ved Hersom, Vester Bjerregrav og Klejtrup kirker er ledig til besættelse pr. 1. februar 2015 eller snarest muligt.

Stillingen er på 29 timer pr. uge.

Organisten skal varetage følgende opgaver:

  • Spil til gudstjenester og kirkelige handlinger i pastoratets 3 kirker
  • Være med i planlægning af sogneaftener, koncerter og andre arrangementer og deltage heri efter nærmere aftale og i det omfang aktiviteterne er indenfor stillingens beregnede omfang
  • Lede børnekor i Bjerregrav og Klejtrup
  • Lede et voksenkor

Pastoratet har et befolkningsgrundlag på ca. 2.200. I sognene vægter vi den traditionelle gudstjeneste højt: orglets brusen, måltidsfællesskabet ved Herrens bord og de bibelske læsninger. Kirkerne er også ramme om BUSK-gudstjeneste, lysgudstjeneste, spillemandsmesse, dåbstræf, fastelavnsgudstjeneste og Tante Andante m.m..

Vi søger en dygtig, engageret og initiativrig medspiller, som har lyst til at være med til at udvikle det musiske og kirkelige liv i sognene.

Ansættelse sker ved Hersom sogns menighedsråd.

Ansættelse af en kirkemusiker vil være omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Finansministeriet og Statstjenestemændenes Centralorganisation af 2010 (CO10 fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kirkefunktionærer med kerneopgaver som henholdsvis kordegn, sognemedhjælper eller kirkemusiker og det tilhørende protokollat for kirkemusikere.

Ansættelse af en uddannet organist vil være omfattet af Overenskomst mellem Kirkeministeriet, CO10 – Centralorganisationen af 2010 og Dansk Organist og Kantor Samfund (DOKS) for organister. Aftalerne kan ses på www.folkekirkenspersonale.dk

Nuværende tjenestemandsansatte organister har ret til at bevare deres tjenestemandsstatus ved ansættelse med direkte overgang. Der skal i så fald ske en klassificering af stillingen.

Årslønnen for en kirkemusiker aftales indenfor intervallet 259.967 kr.-379.951 kr. (nutidskroner). Fikspunktet er 266.631 kr. (nutidskroner). Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 20.038 kr. (nutidskroner).

Årslønnen for ansøgere med en kirkemusikalsk kandidateksamen (DOKS) aftales i henhold til ny løn/AC-skalaen. Det vil sige en bruttoløn (nyt lønsystem pr. 1. april 2010) mellem 290.135 kr.-353.536 kr. årligt (nutidskroner). Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt mellem 37.330 kr.-57.978 kr. (nutidskroner). Indplacering og rådighedstillæg ydes efter anciennitet.

Årslønnen for ansøgere med præliminær orgeluddannelse (PO) aftales i henhold til det aftalte basisløntrinssystem. Det vil sige en bruttoløn på løntrin 1 på 279.962 og 293.293 kr. på basisløntrin 2. Indplacering sker efter anciennitet. Der er rådighedsforpligtelse til stillingen. Rådighedstillægget udgør årligt 21.767 kr. (nutidskroner) for tjeneste ved 1 kirke/28.379 kr. (nutidskroner) for tjeneste ved 2-3 kirker/33.770 kr. (nutidskroner) for tjeneste ved 4 eller flere kirker.

Løn samt rådighedstillæg kvoteres i overensstemmelse med stillingens ansættelsesbrøk.

Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til formand Jens Nielsen på telefonnummer 98546303/31207402 eller mail jens.musse.nielsen@gmail.com.

Ansøgningen med relevante bilag sendes på mail 8525fortrolig@sogn.dk.

Ansøgningen skal være menighedsrådet i hænde senest den 4. december 2014.

Ansættelsessamtaler samt prøvespil forventes at finde sted i uge 50. Menighedsrådet kan oplyse, at der vil blive indhentet referencer og børneattest.

Hersom, V. Bjerregrav og Klejtrups Fællesmenighedsråd

Lysgudstjeneste og afskedsreception i Hersom Kirke

LysBegynd din adventstid med en stemningsfuld aftengudstjeneste i Hersom Kirke. Laila Trier Hjørnholm er solist, og kirkegården er oplyst af levende lys. Efter gudstjenesten er menighedsrådene vært ved en afskedsreception for vores gode organist Jacob Græsholt i konfirmandstuen ved Hersom Præstegård.

Det sker første søndag i advent, søndag den 30. november kl. 19:00. Alle er velkomne!

Høstgudstjeneste i Vester Bjerregrav Kirke

KornmarkKrager over en hvedemark. En markvej gennem dit og mit liv. Sommeren er begyndt at sige farvel, men man kan stadig høste æbler og plukke persille. Kornet er i hus, og sommeren var fyldt med solskinstimer og leg i haver. Kom til din kirke til årets høstgudstjeneste. Efter gudstjenesten går vi i Bjerregrav Ældrecenter og spiser en god frokost sammen. Tag endelig børnene med i kirke. Kirken er også deres hus.

Arrangementet er gratis, så tag også din nabo under armen til høstgudstjeneste søndag den 5. oktober kl. 11:00.

Vester Bjerregrav menighedsråd
Kirsten Krab Koed

Begynd din påske i Hersom Kirke

Den sidste nadverBegynd din påske i Hersom Kirke torsdag den 17. april kl. 17:00!

Påskegudstjenesten er fælles for Klejtrup, Vester Bjerregrav og Hersom sogne. Laila Trier Hjørnholm medvirker som solist. Efter gudstjenesten serverer menighedsrådet påskemiddag i konfirmandstuen ved Hersom Præstegård. Der bydes på lam med tilbehør, dessert, rødvin og http://likar-ortoped.org.ua/ vand.

Deltagelsen i middagen koster 75 kr. Tilmelding til Jens Nielsen på tlf. 98 54 63 03 senest tirsdag den 8. april.

Har du ikke haft lejlighed til at deltage de tidligere år, kan du snildt begynde nu. Alle er velkomne!

Menighedsrådene og Kirsten Krab Koed

Kender du Tante Andante?

Tante AndanteDa Gud skabte verden, gik det IKKE stille af. Kom og vær med, når Tante Andante Band fra Lemvig synger, spiller og iscenesætter skabelsesberetningen i Vester Bjerregrav Kirke søndag den 21. september kl. 11:00.

Hank op i lillesøster, storebror og ring til din bedstemor og bedstefar; hele familien er inviteret til Tante Andantes skøre og sjove show.

Efter tante Andantes festlige evangeliske show byder menighedsrådet på pizza med salat i Bjerregrav Ældrecenter.

På glædeligt gensyn
Vester Bjerregrav menighedsråd

Skønsang og kirkelige handlinger i Nordskoven

nordskov1Hvis man søndag formiddag den 27. juli 2014 gik sig en tur i Nordskoven i Bjerregrav, var det ikke forkert, hvis man pludselig kunne høre salmesang.

Vester Bjerregrav menighedsråd havde nemlig flyttet søndagens gudstjeneste op i Nordskovens store skovhytte.

Mere end 40 mennesker – såvel børn, unge og ældre deltog i gudstjenesten, som blev afholdt af sognepræst Kirsten Krab Koed. Organist Jacob Græsholt havde udskiftet orglet med et el-klaver, så selv om gudstjenesten foregik udendørs, var der sørget for akkompagnement til salmesangen.

Efter gudstjenesten serverede menighedsrådet sandwicher og drikkevarer.

Se flere billeder fra arrangementet.

Babysalmesang i Hersom Kirke

bpsalmEr du mor eller far til en baby, der endnu ikke er begyndt at kravle, er du og din baby hermed inviteret til babysalmesang i Hersom Kirke, første gang tirsdag den 2. september kl. 11:00 – 11:45. Bor du altså i Klejtrup, Bjerregrav, Hersom eller et sted i nærheden, pak da bilen og se, hvad der sker.

Babysalmesang er et åndehul i hverdagen, hvor du helliger dig din baby og det musikalske samvær. Du behøver ikke at være en haj til at synge for at deltage, du skal bare være mor, far eller måske bedstemor.

Under kyndig vejledning af Laila Trier Hjørnholm, rytmisk sanger fra Det Jyske Musikkonservatorium, kan I kan glæde jer til at lege, sanse og synge salmer sammen med jeres baby i et fantastisk rum med ”Stjernehimlen” og sæbebobler svævende i solens lysstriber.

Babysalmesang er sød musik i babys ører, og Laila inviterer til sang, dans, leg og overraskelse. Du skal bare møde op med din baby og en dyne. Det koster ingenting at være med på noderne.

Babysalmesang bygger på en viden om, at babyer allerede som spæde sanser og reagerer på sang, musik og bevægelse. Salmer har vist sig at have en speciel positiv indvirkning på helt små børn. Samtidig lærer I salmerne undervejs, så I kan synge ”Sov sødt, barnlille” ved sengekanten.

Datoer for babysalmesang i Hersom Kirke efteråret 2014

Tirsdag den 2.september kl. 11:00
Tirsdag den 9. september kl. 11:00
Tirsdag den 16. september kl. 11:00
Tirsdag den 23. september kl. 11:00
Tirsdag den 30. september kl. 11:00
Tirsdag den 7. oktober kl. 11:00
Tirsdag den 21. oktober kl. 11:00
Tirsdag den 28. oktober kl.11:00

Efterårssalmesang for dagplejebørn

EfterårsskovNu kan dagplejebørn fra Hersom og Bjerregrav godt begynde at glæde sig. Rytmisk sanger Laila Trier Hjørnholm vender nemlig tilbage til Vester Bjerregrav Kirke med sin guitar og sit smittende humør.

Laila synger efteråret godt i gang sammen med dagplejebørnene og deres dagplejemødre. Sæbebobler, stjernehimmel, salmesang og glade øjne i skøn forening – det er værd at se frem til 🙂

Datoerne for salmesang efteråret 2014
Tirsdag den 2.september kl. 10:00
Tirsdag den 9. september kl.10:00
Tirsdag den 16. september 10:00
Tirsdag den 23. september 10:00
Tirsdag den 30. september 10:00
Tirsdag den 7. oktober 10:00
Tirsdag den 21. oktober 10:00
Tirsdag den 28. oktober 10:00